Ejerforeningen
Ved Skansebakken
I 1973 og 1974 blev der opført boliger, som oprindeligt blev udlejet til sygeplejersker og andre ansatte på sygehuset. I 1986 solgte Frederiksborg Amt imidlertid bebyggelsen til beboerne. Af de 73 boliger blev 60 overtaget som ejerboliger, mens de resterende 13 boliger nu udlejes gennem DEAS.
Boligerne fordeler sig med 55 boliger på 52 m² og 18 boliger på 72 m².

Velkommen
"På et areal ved Skansevej, umiddelbart neden for Skansebakken, som Frederiksborg Amt erhvervede i 1967, har Centralsygehuset gennemført et projekt, tegnet af Gunnar Petersen og Jørgen Groth, opførelsen af 73 boliger i blokke á 3 eller 4 boliger.
Blokkene ligger på arealet forskudt for hinanden, således at der ikke umiddelbart er indblik mellem boligerne. Det første indtryk er måske, at bebyggelsen er for tæt, men de grønne områder med beplantning giver tilstrækkelig luft.
Arkitekterne har udnyttet arealets forskellige terrænhøjder ved placering af blokkene.
De samlede udgifter til byggeriet udgjorde 10 mio kr."
Sådan hed det i den første introduktionsfolder til bebyggelsen.